Vedtægter
Vedtægter for Færgebakkernes Vandværk
Til download: Vedtægter for Færgebakkernes Vandværk
VEDTÆGTER FOR FÆRGEBAKKERNES VANDVÆRK
1.1 Selskabet er et andelsselskab med begrænset ansvar.
1.2 Selskabets navn er Færgebakkerne Vandværk A.m.b.a.
1.3 Selskabets adresse er Kratvej 22, 4305 Orø, Holbæk Kommune
2. Formål
2.1 Selskabets formål er i overensstemmelse med den til enhver tid gældende vandforsyningslov og det for vandværket fastsatte regulativ at forsyne ejendomme inden for vandværkets forsyningsområde med godt og tilstrækkeligt vand samt at varetage medlemmernes fælles interesser i vandforsyningsspørgsmål samt deraf afledte forhold.
3 Medlemmer
3.1 Enhver, der har tinglyst adkomst til fast ejendom i forsyningsområdet, kan blive medlem af selskabet.
3.2 For ejendomme, der er opdelt i ejerlejligheder, er det ejeren af de enkelte ejerlejligheder, der er medlem, medmindre andet er tinglyst på ejendommen.
3.3 På tidspunktet for vedtagelsen af vandværkets udskillelse fra Færgebakkerne Grundejerforening, indtræder medlemmer af grundejerforeningen automatisk som medlemmer af Færgebakkernes Vandværk A.m.b.a. Dette samme gælder ejendomme, som ved stiftelsen aftager vand fra vandværket uden at være medlem af grundejerforeningen.
4 Medlemmernes rettigheder
4.1 Selskabets medlemmer har ret til at blive forsynet med vand på de vilkår, der er fastsat i det af kommunen godkendte regulativ.
4.2 Ved indmeldelse udleveres vedtægter, regulativ og gældende takstblad.
5 Medlemmernes forpligtelser og hæftelser i øvrigt
5.1 For enhver af selskabets forpligtelser hæfter medlemmerne alene med den i selskabets indskudte kapital.
5.2 Ethvert medlem indtræder med alle de rettigheder og forpligtelser, der fremgår af vandværkets regulativ og takstblad – herunder betaling af anlægsbidrag – samt af nærværende vedtægter.
5.3 Indtræden i Færgebakkerne Vandværk i forbindelse med overtagelsen af aktiver og passiver fra Færgebakkerne Grundejerforening medfører ikke betaling af anlægsbidrag.
5.4 Såfremt et medlem overdrager sin ejendom, er medlemmet – ved dødsfald medlemmets bo – forpligtet til at drage omsorg for, at den nye ejer indtræder i medlemmets forpligtelser overfor selskabet. Når ejerskiftet er gennemført, er medlemmet udtrådt af selskabet, og medlemmets rettigheder og forpligtelser overfor selskabet er ophørt.
5.5 Ethvert medlem er ansvarligt for sine eventuelle lejere. Selvom lejer er tilmeldt som bruger, hæfter medlemmet (ejer af ejendommen) for betaling – også selvom opkrævningen tilgår lejeren, der er tilmeldt som bruger.
5.6 Ved ejerskifte eller overdragelse af en ejendom skal samtlige forfaldne ydelser til vandværket være betalt.
6 Udtrædelse af selskabet
6.1 Udtræden af selskabet – bortset fra som anført under §5 – kan ske ved grundens ophør som selvstændigt matrikelnummer, eller hvis ejendommen overføres til et andet forsyningsområde.
6.2 Såfremt en grund ophører som selvstændigt matrikelnummer, eller hvis ejendommen overgår til et andet forsyningsområde, afbrydes stikledningen fra forsyningsledningen, og medlemmet udtræder af selskabet. Alle udgifter hertil afholdes af medlemmet.
6.3 Ved udtræden af selskabet jfr. §5 og §6 kan der ikke udbetales eller udloddes andel i selskabets formue, ligesom eventuelle omkostninger afholdes af medlemmet.
7 Levering til ikke-medlemmer (købere)
7.1 Selskabet kan levere vand til ikke-medlemmer (købere). Bestyrelsen fastlægger i hvert enkelt tilfælde vilkårene for sådanne vandleverancer.
8 Generalforsamling
8.1 Generalforsamlingen er selskabets højeste myndighed.
8.2 Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i 2.kvartal.
8.3 Indkaldelse til generalforsamling – ordinær såvel som ekstraordinær – sker med mindst 21 dages varsel ved særskilt meddelelse på mail eller sms til hvert enkelt medlem samt via indkaldelse på vandværkets hjemmeside med angivelse af dagsorden. Det er det enkelte medlems ansvar at holde sine kontaktoplysninger opdateret via formularen på selskabets hjemmeside.
8.4 Forslag skal, for at kunne behandles på ordinær generalforsamling, afgives til bestyrelsen senest 14 dage inden den fastsatte dato for generalforsamlingen.
8.5 Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst omfatte følgende punkter:
- Valg af dirigent
- Bestyrelsens beretning
- Det reviderede regnskab forelægges til godkendelse
- Budget for det/de kommende år forelægges til godkendelse
- Behandling af indkomne forslag
- Valg af medlemmer og suppleanter til bestyrelsen
- Valg af revisor og revisorsuppleanter
- Eventuelt
8.6 Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen. Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes 15 min. efter den ordinære generalforsamling.
8.7 Ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes, når mindst 1/3 af medlemmerne fremsætter skriftlig forlangende herom til bestyrelsen ledsaget af en skriftlig dagsorden.
8.8 I tilfælde af §8.7 skal generalforsamlingen afholdes indenfor to måneder efter modtagelsen af den skriftlige begæring, og dagsorden skal udsendes med indkaldelsen.
8.9 De på generalforsamlingen trufne beslutninger indføres i referat, der underskrives af dirigenten.
9 Stemmeret og afstemninger
9.1 Hvert medlem har én stemme pr. ejendom, som vedkommende ejer.
9.2 Et medlem kan afgive stemme ved skriftlig fuldmagt. Hvert medlem kan dog udover sin egen stemme kun afgive én stemme ved fuldmagt.
9.3 Ethvert medlem kan kræve hemmelig afstemning.
9.4 Afgørelser træffes ved simpelt flertal.
9.5 Forslag til vedtægtsændringer kan kun vedtages, når mindst 2/3 af de stemmeberettigede er til stede, og når mindst 2/3 af disse stemmer for.
9.6 Er kun den anden af betingelserne i §9.5 opfyldt, kan forslaget vedtages på en efterfølgende ekstraordinær generalforsamling eller ved næste års ordinære generalforsamling med 2/3 af de afgivne stemmer uanset antallet af fremmødte stemmeberettigede.
10 Bestyrelsen
10.1 Selskabets bestyrelse består af 5 medlemmer. En forperson valgt direkte på generalforsamlingen for 2 år samt 4 medlemmer valgt skiftevis for 2 år ad gangen.
Ved den stiftende generalforsamling vælges forpersonen og to medlemmer frem til generalforsamlingen 2024, mens 2 medlemmer vælges frem til 2025.
10.2 Herudover vælges hvert år 2 suppleanter, som ved afgang fra bestyrelsen tiltræder efter opnået stemmetal. Sådanne bestyrelsesmedlemmer indtræder i det afgåede medlems resterende valgperiode.
Genvalg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter kan finde sted.
10.3 Bortset fra valg af forperson, konstituerer bestyrelsen sig selv. Den er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede. Bestyrelsen kan til varetagelsen af den daglige drift indgå aftaler om administration, reparation og vedligeholdelse.
10.4 Bestyrelsen har ansvar for regnskabsførelsen og opstiller årsregnskab og budget.
10.5 Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden og fører referat, der godkendes ved næste møde.
10.6 Anlægsvirksomhed, der væsentligt overstiger det vedtagne budget, skal forelægges generalforsamlingen.
10.7 Bestyrelsen kan i tilfælde af overtrædelse af konkrete forbud pålægge overtræderen et gebyr, som skal fremgå af takstbladet.
11 Tegningsret
11.1 Selskabet tegnes af formanden i forening med ét bestyrelsesmedlem.
11.2 Ved køb, salg eller pantsætning af fast ejendom og ved udstedelse af gældsbevis kræves dog hele bestyrelsens underskrift.
11.3 Bestyrelsen kan meddele prokura.
12 Regnskab
12.1 Selskabets regnskabsår løber fra 1.januar til 31.december.
12.2 Den årlige overdækning, der måtte fremkomme efter forsvarlige afskrivninger, kan ikke udbetales til medlemmerne. Overdækningen skal nedbringes over en passende periode gennem takstnedsættelser og/eller investeringer i anlæg.
12.3 Revision af regnskaberne foretages af en kritisk revisor valgt blandt selskabets medlemmer og/eller en registreret eller en statsautoriseret revisor. Der skal vælges en revisor hvert år.
12.4 Årsregnskabet underskrives af revisorerne og bestyrelsen.
13 Opløsning
13.1 Opløsning kan kun besluttes, såfremt 3/4 af samtlige stemmeberettigede stemmer derfor. Dersom opløsningen vil kunne ske uden indskrænkning i forsyningsmulighederne, f.eks. ved fusion med et andet vandværk eller ved kommunal overtagelse, kan opløsningen dog besluttes efter de i §9 angivne bestemmelser vedrørende vedtægtsændringer.
13.2 Den opløsende generalforsamling træffer afgørelse om eventuelle aktivers anvendelse. En eventuel overdækning kan ikke udloddes til medlemmerne, men kan overføres til et andet selskab, der varetager samme eller lignende formål som selskabet.
14 Ikrafttræden
14.1 Vedtægterne træder i kraft ved den stiftende generalforsamling den 21. april, 2024.
14.2 Med virkning fra den i §14.1 nævnte dato overtages fra Færgebakkerne Grundejerforening samtlige dette selskabs aktiver, passiver og egenkapital for vandværket i henhold til den for vandværket foreliggende og godkendte årsrapport for 2022, hvorefter grundejerforeningen lukker vandværksdelen i deres regi.
Vedtaget på selskabets generalforsamling den 21. april, 2024.
_______________________________________________
Forperson
________________________________________________
Dirigent