Forbrugertips og tricks

Reparation af målerbrønde

Vedligehold af målerbrønde påhviler ejer. Hvis dæksel er defekt, kan nyt købes på nettet, skal være isoleret og med diameter 400 mm.

Vandets hårdhedsgrad

Hårdhedsgraden i Færgebakkernes forsyningsområde er 17,9 DH.

Rent grundvand

Enhver borger bør være med til at sikre rent og frisk grundvand – det er også dit ansvar – så vores børn og børnebørn kan få den luksus at drikke rent drikkevand hentet direkte fra undergrunden. Dit bidrag kan blandt andet være:

At minimere brugen af kemikalier – også gødning og sprøjtegifte.
At bortskaffe udtjente uindregistrerede køretøjer/græsslåmaskiner fra ens parcel.
At sortere affaldet, og aflevere det miljøfarlige affald til kommunens modtageplads.

Miljøfarligt affald er blandt andet:
Maling, terpentin, fortynder, olie af enhver art (også den lille sjat) fra plæneklipperen og motorsaven, medicinrester, batterier, akkumulatorer og alle kemikalieresterne. Husk også de tomme- og halvtomme emballager.

Er dit vandsystem tæt?

Undersøg jævnligt – på følgende måde:

Luk for alle vandhaner og sørg for at toiletcisternen er fyldt efter brug.
Kontroller derefter at det lille tandhjul i vandmåleren står helt stille.
I modsat fald er der en utæthed og kontakt derfor hurtigst muligt din VVS-installatør.

Frostsikring af dit fritidshus

Hvis fritidshuset forlades for vinteren skal huset frostsikres. Alle vandledninger skal tømmes for vand, og det er ikke nok kun at lukke for vandet – vandet skal pumpes helt ud af systemet, enten ved hjælp af en manuel pumpe eller med en kompressor.

Vandværket har manuel-pumper på lager som kan rekvireres vederlagsfrit. Husk også at tømme vandvarmeren for vand.